Ude i samfundet – på gader og stræder – i storbyer og landsbyer – er vi de sundhedsfaglige medarbejdere, der er allermest synlige.
I det præhospitale beredskab, der tæller op mod 4000 kvinder og mænd, vækker vi opsigt, når vi kommer kørende i gule biler med blå blink, men i den offentlige COVID-19-debat er vi usynlige. Vi er i samme båd som en stor del af det samlede sundhedspersonale. En hel kæde af frontmedarbejdere i det danske sundhedsvæsen er i debatten og politikernes og myndighedernes bevidsthed tæt på fuldstændig usynlige.
Mange gange i løbet af en vagt iklæder en præhospital medarbejder sig en tæt specialbeskyttelsesdragt og sørger for ansigt til ansigt at akutbehandle og transportere potentielt syge eller meget syge COVID-19-patienter fra patienternes hjem til udredning og behandling på et af landets sygehuse. Det gør vi med stor faglig dedikation, og vi ser det som en naturlig del af vores profession, at vi rykker ud og udfører livreddende arbejde – uanset om vi er midt i en pandemi og udsætter os for stor smitterisiko eller har de normale tilstande, som vi alle længes efter.
Bag dragter og forklæder er vi dog i konstant alarmberedskab, for vi må ikke bringe smitte videre – hverken til sygehuse eller sårbare pårørende derhjemme.
Samtidig er det fysisk og mentalt krævende igen og igen at tage de ubekvemme, tætte dragter af og på og spritte ambulancer og grej af konstant, men det er vores vilkår, og vi gør det meget gerne – både nu og i fremtiden. Alligevel må vi være ærlige og sige, at vi bag dragterne ikke kun er svedige. Vi er også frustrerede, og frustrationerne breder sig. Sundhedsministeren, statsministeren, regionerne og Sundhedsstyrelsen taler på pressemøde efter pressemøde som om, at sundhedsvæsenet i Danmark kun består af sygeplejersker og læger. Ikke et ord om de bioanalytikere, der knokler i døgndrift i hele landet, eller portørerne, der flytter de smittede patienter rundt på sygehuset og giver hjertemassage, hvis patienterne får hjertestop, eller den præhospitale medarbejder, der er ved patientens side i hjemmet og i ambulancen.
Alle ved, hvor meget anerkendelse betyder i forhold til motivation og arbejdstilfredshed, og ud over ordentlige arbejdsforhold for alle, der yder en ekstra hård indsats under pandemien, beder vi blot om, at alle også fra regionernes, sundhedsministerens, statsministerens og Sundhedsstyrelsens side bliver nævnt i den offentlige debat. Vi beder om en anerkendelse af, at vi er en hel kæde af sundhedsfaglige medarbejdere, der sammen medlæger og sygeplejersker får Danmark så godt som muligt igennem krisen. Også mange af portørerne, social- og sundhedsassistenterne og præhospitale* medarbejdere er ramt af smitteudbrud og tyndslidte i en tid, der kalder på omstillingsparathed, og hvor vi har udført og udfører alle nye og risikobetonede opgaver uden at kny.
Politikernes og myndighedernes anerkendelse af, at vi er en sammenhængende kæde af sundhedsmedarbejdere, der står i front, ville give et boost til alle os usynlige. Man skal heller ikke undervurdere, at kvaliteten af det, medarbejderne leverer på lang sigt i en presset hverdag, også påvirkes af, om de anerkendes og støttes i den pressede tid. Derfor ønsker vi os, at Søren Brostrøm, Mette Frederiksen, Magnus Heunicke og Stephanie Lose tager sig selv i det, når de næste gang stiller op til pressemøde og igen-igen skal til at sige, at det er læger og sygeplejersker, der løser opgaven med COVID-19 i vores samfund. Og det samme gør sig gældende, når det handler om at blive tænkt ind og nævnt ift. fx teststrategi og vaccinationsprogram hvor det præhospitale personale i den grad er i frontlinjen ude borgernes hjem og i ambulancerne.
Der er og må nødvendigvis være tale om en holdindsats.
Det kunne vi i en presset dagligdag godt efterlyse en anerkendelse af.
På vegne af bestyrelsen i Dansk Præhospital Selskab
Morten Lindkvist og Lars Borup
* det præhospitale personale = elever, ambulanceassistenter, ambulancebehandlere og paramedicinere