Ude i samfundet – på gader og stræder – i storbyer og landsbyer – er vi de sundhedsfaglige medarbejdere, der er allermest synlige.
I det præhospitale beredskab, der tæller op mod 4000 kvinder og mænd, vækker vi opsigt, når vi kommer kørende i gule biler med blå blink, men i den offentlige COVID-19-debat er vi usynlige. Vi er i samme båd som en stor del af det samlede sundhedspersonale. En hel kæde af frontmedarbejdere i det danske sundhedsvæsen er i debatten og politikernes og myndighedernes bevidsthed tæt på fuldstændig usynlige.
Mange gange i løbet af en vagt iklæder en præhospital medarbejder sig en tæt specialbeskyttelsesdragt og sørger for ansigt til ansigt at akutbehandle og transportere potentielt syge eller meget syge COVID-19-patienter fra patienternes hjem til udredning og behandling på et af landets sygehuse. Det gør vi med stor faglig dedikation, og vi ser det som en naturlig del af vores profession, at vi rykker ud og udfører livreddende arbejde – uanset om vi er midt i en pandemi og udsætter os for stor smitterisiko eller har de normale tilstande, som vi alle længes efter.
Bag dragter og forklæder er vi dog i konstant alarmberedskab, for vi må ikke bringe smitte videre – hverken til sygehuse eller sårbare pårørende derhjemme.
Samtidig er det fysisk og mentalt krævende igen og igen at tage de ubekvemme, tætte dragter af og på og spritte ambulancer og grej af konstant, men det er vores vilkår, og vi gør det meget gerne – både nu og i fremtiden. Alligevel må vi være ærlige og sige, at vi bag dragterne ikke kun er svedige. Vi er også frustrerede, og frustrationerne breder sig. Sundhedsministeren, statsministeren, regionerne og Sundhedsstyrelsen taler på pressemøde efter pressemøde som om, at sundhedsvæsenet i Danmark kun består af sygeplejersker og læger. Ikke et ord om de bioanalytikere, der knokler i døgndrift i hele landet, eller portørerne, der flytter de smittede patienter rundt på sygehuset og giver hjertemassage, hvis patienterne får hjertestop, eller den præhospitale medarbejder, der er ved patientens side i hjemmet og i ambulancen.
Alle ved, hvor meget anerkendelse betyder i forhold til motivation og arbejdstilfredshed, og ud over ordentlige arbejdsforhold for alle, der yder en ekstra hård indsats under pandemien, beder vi blot om, at alle også fra regionernes, sundhedsministerens, statsministerens og Sundhedsstyrelsens side bliver nævnt i den offentlige debat. Vi beder om en anerkendelse af, at vi er en hel kæde af sundhedsfaglige medarbejdere, der sammen medlæger og sygeplejersker får Danmark så godt som muligt igennem krisen. Også mange af portørerne, social- og sundhedsassistenterne og præhospitale* medarbejdere er ramt af smitteudbrud og tyndslidte i en tid, der kalder på omstillingsparathed, og hvor vi har udført og udfører alle nye og risikobetonede opgaver uden at kny.
Politikernes og myndighedernes anerkendelse af, at vi er en sammenhængende kæde af sundhedsmedarbejdere, der står i front, ville give et boost til alle os usynlige. Man skal heller ikke undervurdere, at kvaliteten af det, medarbejderne leverer på lang sigt i en presset hverdag, også påvirkes af, om de anerkendes og støttes i den pressede tid. Derfor ønsker vi os, at Søren Brostrøm, Mette Frederiksen, Magnus Heunicke og Stephanie Lose tager sig selv i det, når de næste gang stiller op til pressemøde og igen-igen skal til at sige, at det er læger og sygeplejersker, der løser opgaven med COVID-19 i vores samfund. Og det samme gør sig gældende, når det handler om at blive tænkt ind og nævnt ift. fx teststrategi og vaccinationsprogram hvor det præhospitale personale i den grad er i frontlinjen ude borgernes hjem og i ambulancerne.
Der er og må nødvendigvis være tale om en holdindsats.
Det kunne vi i en presset dagligdag godt efterlyse en anerkendelse af.
På vegne af bestyrelsen i Dansk Præhospital Selskab
Morten Lindkvist og Lars Borup
* det præhospitale personale = elever, ambulanceassistenter, ambulancebehandlere og paramedicinere
I fortjener virkeligt den anerkendelse, som jeg er ked af at I er nødt til at gøre opmærksom på at I mangler.
Det er ikke ordentligt.
Heldigvis oplever jeg ikke jeres rolle i min dagligdag, men det er alligevel en del af min grundlæggende tryghed, at I er der, den dag jeg måtte have brug for det.
Måske er vi for lidt anerkendende generelt af det som virker.
Jeg tager gerne mit ansvar for ikke at gøre min anerkendelse af jer tydelig, så I fornemmer den. Men det er ikke det samme som, at den ikke er der.
Men selvfølgelig har I da brug for at I hører den.
Hjerteligt tak, fra min side. Tak for jeres vilje til at slå til og at være til rådighed uanset tidspunkt og forhold.
Og kan jeg være med til at for andre til at gøre det samme medvirker jeg gerne til det.
Kære Carsten.
Mange mange tak fordi du har taget dig tid til at sende en besked og fortælle dine tanker. Det er en meget speciel tid vi gå igennem og mange kolleger i vires eget fag men også generelt bredt i sundhedsvæsnet slider virkelig for tiden. Mange har svært ved at holde gejsten og derfor er det super væsenligt at tonen og fokus i debatten er bred så alle føler sig hørt set og anerkendt for den store indsats de ligger for dagen.
Jeg vil ønske dig og dine kære en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår (forhåbentlig med en snarlig vaccine 🙂
Venlig hilsen
Morten Lindkvist, Paramediciner og talsperson i DPHS
Og igen, så blev serviceassistenterne glem, dem som skal håndtere sengene, stuerne, dem som skal fjerne det brugte linned, et stykke brugt stof, dem som skal rengøre stuerne som måske kunne være smurt ind i afføring, urin, opkast og blod, fordi patienten ikke kunne holde på sine kropsvæsker af bar svækkelse.
Jeg er fuldstændig enig i det langt fra kun er læger og sygeplejersker der står forrest, for klart der er nogen som bringer disse mennesker til og fra de forskellige hospitaler, noget som analyserer de indkommende prøver. Derimod bør hele frontlinjen fra dem i kælderen til dem der kæmper tæt på patienterne roses for deres indsats.
Bare et lille brøl herfra men ønske om en glædelig jul og et godt nytår
Tak for din mail, og din tid til at interessere dig for sagen.
Jeg håber du synes at vors skriv var relevant og passede sobert ind i debatten. Vi forsøgte at tale så bredt som muligt, vi nævnte alt fra portører til sygetransport, bioanalytikere og alt præhospitalt personale. Underliggende i den brede vifte var og er det en umulighed at nævne alle på en gang da mange har manglet i debatten. Vi skrev det bredt så folk skulle føle at det var et generelt opråb vedr. den meget ensidige debat i medierne derfor skal du og andre faggrupper ikke føler jer overset i vores skriv, men i min optik faktisk føle at I også var inkluderet i det fokus vi forsøgte at lave. Om man stod med navns nævnelse eller var en del af alle dem som blev overset var ikke pointen. Pointen var at kun nævnte faggrupper er med i debatten og der er som vi kan se her og på folk reaktioner mange flere.
P.B.V
Morten
For ikke at nævne alle os sundhedsfaglige visitatorer og tekniske disponenter der sidder på AMK-vagtcentralerne. Vi har sandelig også fået forøget vores arbejde i form af flere 1-1-2 opkald, mange flere opkald fra praktiserende læger/vagtlæger om patienter der skal køres på sygehuset til vurdering eller indlæggelse der ikke er meget akut. Men så sandelig også i forhold til de bestillinger af testbiler som kører ud og tester borgeren i eget hjem. Vi bliver heller ikke nævnt når der tales om front personale i denne udfordring med Covid-19.
Hej Betina, tak for din besked og din tid til at interessere dig for sagen.
Jeg har lige svaret vores kollega oven over, da det er i samme boldgade tillader jeg mig at poste en kopi af samme svar til dig. Vi er ikke uenige, slet ikke.
Jeg håber du synes at vors skriv var relevant og passede sobert ind i debatten. Vi forsøgte at tale så bredt som muligt, vi nævnte alt fra portører til sygetransport, bioanalytikere og alt præhospitalt personale. Underliggende i den brede vifte var og er det en umulighed at nævne alle på en gang da mange har manglet i debatten. Vi skrev det bredt så folk skulle føle at det var et generelt opråb vedr. den meget ensidige debat i medierne derfor skal du og andre faggrupper ikke føler jer overset i vores skriv, men i min optik faktisk føle at I også var inkluderet i det fokus vi forsøgte at lave. Om man stod med navns nævnelse eller var en del af alle dem som blev overset var ikke pointen. Pointen var at kun nævnte faggrupper er med i debatten og der er som vi kan se her og på folk reaktioner mange flere.
P.B.V
Morten