Ambulancen – meget mere end kørsel og blå blink

Debat på Folkemødet om det præhospitale beredskabs rolle i det nære sundhedsvæsen. Nærmere? Hurtigere? Bedre?

Kan det præhospitale beredskab være med til at løse nogle af tidens mange udfordringer i det nære sundhedsvæsen – effektivt, hurtigt og godt? Dét var et af de spørgsmål, der blev rejst på det netop overståede Folkemøde på Bornholm, hvor Dansk Præhospital Selskab (DPHS) var inviteret til at give input til en spændende debat. 

Folkemødet er en fest for demokratiet og et sted, hvor den almindelige borger kan møde hele det etablerede system til debat, taler og sociale events. For DPHS var det en spændende oplevelse at deltage.
– Vi er glade for og stolte over, at vi blev inviteret til at give input til en vigtig og aktuel debat. Det giver stor lyst og energi til at arbejde videre med projektet, nemlig at være de danske ambulanceredderes sundhedsfaglige talerør, siger bestyrelsesmedlem i Dansk Præhospital Selskab Morten Lindkvist.

En vej til færre genindlæggelser?
På Folkemødets første dag, torsdag, havde Danske Regioner i regi af Region Nordjylland og Region Sjælland inviteret et panel til at debattere, om fremtiden for de danske ambulancer måske også kan være i det nære sundhedsvæsen.
– Det er kendt, at der i dag i hele landet er mange borgere, som bliver genindlagt kort efter udskrivelse, og andre bliver indlagt med mindre og ikke hospitalskrævende tilstande. Derfor er der fra mange sider en interesse i at finde løsninger, så en borger i hjemmet kan få foretaget og målt diverse prøver, tests og værdier. Herefter kan der træffes en kvalificeret beslutning om, hvorvidt patienten skal startes op i behandling i hjemmet, eller om borgeren skal indlægges til yderligere undersøgelser og måske mere avanceret behandling, siger Morten Lindkvist.
Han tilføjer, at denne model er anvendt i andre lande og udføres i samarbejde med dygtige sygeplejersker i primærsektoren og specialiserede paramedicinere kaldet ”Community Paramedics”. 
– Enkelte steder i landet er der allerede projekter, hvor akutsygeplejersker indgår i et setup. Deres opgaver er bla. at spotte forværring tidligt for derved at undgå indlæggelser. Alt dette og meget mere blev vendt i en debat på 45 minutter, og debatten havde titlen ”Ambulancen – meget mere end kørsel og blå blink”, fortæller Morten Lindkvist.

Et panel med politikere og fagfolk

Deltagerne i paneldebatten på Folkemødet var:

  • Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman
  • Direktør for sundhedsområdet i Syddjurs Kommune, Jørgen Andersen 
  • Bestyrelsesmedlem i Dansk Præhospital Selskab, Morten Lindkvist 
  • Administrerende direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft
  • Moderator, Karin Søkilde
Fra venstre: Karin Søkilde, Anne Kaltoft, Morten Lindkvist, Ulla Astman og Jørgen Andersen

Anne Kaltoft fra Hjerteforeningen startede ud med at svare på, hvilke patienter der potentielt kan få gavn af en ordning, hvor der fx kan vurderes på akut sygdom med mere avancerede diagnostiske midler i patientens eget hjem, hvor de fleste borgere helst vil være. Anne Kaltoft gav et eksempel på en patient med hjertesvigt og KOL, som gennem nogle dage eller en uge har taget på i vægt og fået tiltagende respirationsbesvær. Denne patient ender ofte med at vente lidt for længe med at søge hjælp, og idet respirationsbesvær er utroligt angstfremkaldende, kan situationen ofte ende med en akut situation, hvor patienten ringer 1-1-2. 1-1-2 bliver dermed løsningen, fordi borgeren ikke længere kan overskue situationen. 
– Denne patient blev fremhævet som et eksempel på en patient, der potentielt kan undersøges, behandles og følges op i hjemmet. Anne Kaltoft nævnte også, at fra en patientforenings synspunkt er forebyggelse meget vigtig, og når en borger grundet kronisk sygdom må ringe 112, er det ikke hensigtsmæssigt, da problematikker omkring kroniske sygdomme som udgangspunkt skal fanges i primærsektoren, fortæller Morten Lindkvist.

En patient vi ofte ser i ambulancen
DPHS bød i debatten ind med at nikke genkendende til, at den patient, som Anne Kaltoft nævnte, er en patient, vi ofte ser i ambulancen, og det er en patient, som ofte har god hjælp af den behandling, vi tilbyder. Det er også en patient, der ofte kommer hurtigt hjem igen efter en justering af medicin på akutmodtagelse eller stamafdeling. DPHS mener derfor, at ambulancetjenesten eller dele af den har gode muligheder for at udvikle sig i retning af en ordning, som kendes fra udlandet, hvor specialuddannede paramedicinere (Community Paramedics) kan tilse borgere som disse. 

Vi er en læringsvillig faggruppe
– Specialuddannede paramedicinere kan med forskellige setups løse opgaverne, enten via egen autorisation eller via konference med en akutlæge på en akutmodtagelse, som vanligt ellers ville have været den modtagende og behandlende læge. DPHS mener, at det er en mulighed, som også vil kunne bruges i Danmark, men er også bevidst om, at det kræver opkvalificering af erfarent personale og måske også ekstra etableret uddannelse. At tilse, vurdere og behandle folk for deres kroniske lidelse er ikke, som uddannelsen er skruet sammen nu, en del af ambulancereddernes kompetencer. Det at vurdere en kronisk patient med forværring kræver et større fundament med mere viden om bl.a. sygdommene, deres indvirkning på hinanden, men også om daglig/kronisk medicinering. Måling og vurdering af blodprøver og eksempelvis også ultralyd kræver yderligere uddannelse og ikke bare et hurtigt kursus. Derfor nævnte DPHS også, at avanceret diagnostik ikke er vores kerneområde, men at vi er en læringsvillig faggruppe, der mange gange vist os omstillingsparate og kvalificerede til nye opgaver, siger Morten Lindkvist. 
Han understreger, at tolkning af diagnostik kræver stor erfaring og hyppig berøring, for at man kan opbygge et godt niveau, og dette niveau bør altid støttes bagud i systemet af en læge og muligvis den akutmediciner, som evt. skulle have modtaget patienten. 

IT- og dataudfordringen skal løses
DPHS understregede også, at der fra officiel side er et ansvar for snarest at få løst IT- og dataudfordringen. Det er en forudsætning for, at en ordning som den foreslåede skal kunne lade sig gøre. 
– Der er i dag ikke mulighed for, at vi som de første på stedet kan se data om borgeren/patienten, og dermed kan vi ikke få indsigt i medicinliste, evt. nylige indlæggelser eller besøg hos egen praktiserende læge. Alt sammen parametre, som har stor betydning for en evt. beslutning om indlæggelse.

Sektorsamarbejde til gavn for patienterne
DPHS mener udmærket, at elementer kan startes op allerede inden for en nær fremtid. Fx prøvetagning og vurdering i samråd med akutmediciner for udvalgte tilstande kan være en løsning snart. 
– Det kan være en løsning at støtte hjemmeplejen de steder, hvor der ikke endnu er højtspecialiserede akutsygeplejeordninger. Det kan også være en mulighed, at vi støtter hinanden i de ordninger, da samarbejde mellem sektorerne er noget, som vi er nødt til at se på af hensyn til borgerne. Alt for ofte mødes sektorer i forløbet med en akutpatient, og som det er i dag, kan vi ikke støtte hinanden. Et eksempel kan være, at i en kommune med et godt setup af akutordninger har en akutsygeplejerske set en borger i hjemmet, men efter to timer bliver borgeren utryg og ringer 112. Ved ambulancens ankomst kan personalet ikke tilgå data. Ambulancepersonalet kan ikke se, at der lige har været en god kollega, der evt. har i gang sat en behandling, som endnu ikke har nået at få effekt. Her vil ambulancen foretage akutstabilisering og transportere patienten til akutafdelingen – uden viden om at der for kort tid siden er gjort tiltag for fx at hjælpe patienten med vedkommendes vejrtrækningsbesvær. Situationer som disse ser vi i dag, og med endnu bedre mulighed for adgang til data er der derfor et stort potentiale i at samarbejde for en bedre løsning for patienterne. 

DPHS: – Det er ikke alt eller intet

DPHS kommenterede på Folkemødet også, at opgaver, som dem, der er på tale, kræver uddannelse og ikke mindst så kræver de – ligesom i alle andre specialfunktioner – at man udfører dem ofte eller trænes i dem ofte. 
– Derfor bør det være en mindre gruppe, som udfører disse opgaver, og som det er i dag, skal der være ekstra ressourcer – biler – med dette personale på. Specialpersonalet kan så, når der ikke er arbejde til Community Paramedics, assistere den akutte del som en normal akutbil. Men det er vigtigt at understrege, at hvis ambulanceredderne skal udføre disse opgaver, så kræver det, at de løser opgaverne ofte, bruger måleudstyr og ikke mindst ser patienterne og har konferencerne. Derfor kan man ikke bare udnytte det akutte setup, som det er nu, hvor man udnytter den tid, akutbiler og ambulancer ikke laver akutte ting, fordi man kan ikke – fordi et akut opkald kommer – forlade en borger, man er ude for vurdere. Derfor kræver det, at man ser på antallet af akutbiler og disponerer dem anderledes. Vi må ikke ende i situationer, hvor Community Paramedics er ved at udføre avancerede målinger og vurdering i samråd med andre sektorer, og så pludselig skal forlade stedet grundet 112-opgaver, pointerer Morten Lindkvist.

Politisk velvilje
Ulla Astman som er formand for Region Nordjylland, sagde på Folkemødet, at hun ser et stort potentiale i at udnytte ambulancerne til at vurdere borgere i hjemmet for at nedbringe genindlæggelser eller korte indlæggelser. Hun mener, at ambulanceredderne har et stort potentiale, og at det giver en god synergi, hvis ambulancen kan konferere med akutafdelingen, inden ambulancefolkene evt. transporterer patienten til en akutmodtagelse. 

Ulla Astman understregede desuden, at regionerne gør, hvad de kan for at løse IT-udfordringen, men at der er behov for lovgivning fra Christiansborg, da det aktuelt ikke er muligt at dele informationer mellem regioner og kommuner i det omfang, man ønsker. 

Uddannelserne i et sundhedsfagligt regi
Ulla Astman nævnte desuden flere gange, at regionerne arbejder for at få ambulanceuddannelsen og paramedicineruddannelsen over i sundhedsfagligt regi. Der er mange interesser, og alle er ikke enige, men det er klart et ønske, at den får en sundhedsfaglig forankring, gerne med et højt niveau. 

Jørgen Andersen fra Syddjurs Kommune nævnte ligesom Ulla Astman, at IT er en kæmpe udfordring, og han tilføjede, at det ikke kun er mellem regioner og kommuner, men også ift. den praktiserende læge. Egen læge deler ikke med kommunen, så allerede nu kan en patient have besøgt egen læge, som har igangsat en relevant behandling, men fx akutsygeplejeordninger og ambulancen kan ikke se dette og indlægger så til en behandling, som allerede er igangsat. 

Jørgen Andersen nævnte også, at der i mange kommuner allerede er etableret gode akutordninger med fx akutsygeplejersker med mange års erfaring fra akutmodtagelser. 

Spørgsmål fra en bioanalytiker

I løbet af debatten kom der også en række spørgsmål fra tilhørere i teltet, og en bioanalytiker spurgte om følgende:
Kunne det ikke være en bioanalytiker, som i stedet kom ud og tog disse prøver. En bioanalytiker ville være mere kvalificeret til det, og der er tidligere erfaringer fra Nordjylland, hvor ambulancerne ikke er lykkedes med det.    

DPHS svarede, at vi helt klart anser bioanalytikerne for kvalificerede folk, men at det ikke er en fagkamp for os – dem er der nok af i sundhedsvæsnet. Det her handler om, at vi i ambulancetjenesten møder mange borgere akut og dermed kan lave en akut intervention også vedr. blodprøver og andre undersøgelser, således at borgeren kan blive i hjemmet i stedet for at blive akut indlagt. 

Kommentarer fra en akutsygeplejerske
En akutsygeplejerske kommenterede, at der er mange gode erfaringer fra Køge-området, hvor et rullende laboratorium kørte ud til borgerne og tog prøverne for at undgå, at mange borgere skulle transporteres ind til prøver. Akutsygeplejersken fortalte, at ordningen var rigtig succesfuld. 

DPHS kommenterede, at de erfaringer er super relevante, men tankerne er ikke, at Community Paramedics skal kunne tage og analysere alle prøver, men at der ud fra analyser af indlæggelser og mulige løsninger skal vurderes hvilke sygdomme/tilstande, som har potentiale til at kunne afsluttes. Ud fra dette skal der laves et system. 

Spørgsmål fra en ambulancebehandler
En ambulancebehandler spurgte, om det er på tide, at der sker lidt ændring i loven om, hvem der har ansvaret for givne opgaver. I dag handler for meget om at skubbe ”aben” videre. Her mente han ikke patienten, men ansvaret. 

Hertil svarede både Anne Kaltoft og DPHS, at det er vi helt enige i. Der er klart behov for en revision af det område. Ansvaret skal ligge hos den, som tager ansvaret. 

DPHS svarede hertil også, at dette er grunden til, at vi ønsker, at uddannelsen skal løftes til så højt et niveau som muligt minimum prof. bachelor eller lignende, da højere uddannelse og mere viden også genererer et større ansvar. 

Spørgsmål fra en uddannelsesinstitution
En underviser/leder fra UCN i Nordjylland spurgte til panelets holdning til, hvor paramedicineruddannelsen skal ligge i fremtiden. Man er i gang med at gøre klar til et evt. udbud af uddannelsen, men er interesseret i at høre om et evt. professionsbachelor-niveau er vejen frem. 

Ulla Astman gentog, at det er regionernes ønske, men at der er modstand fra forskellige områder. 

DPHS svarede at det er interessant, men at det vigtigste er at sikre, at niveauet kommer højt nok op, prof. bachelor eller lignende, så vi kan sikre, at ambulanceredderne i fremtiden kan påtage sig opgaver, fordi deres niveau allerede er passende. Samtidig er der også behov for, at vi som ambulancereddere kan arbejde andre steder i sundhedsvæsnet, og det kræver en sundhedsfaglig forankring. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *