Udsigterne for det præhospitale område kræver handling, mener Dansk Præhospital Selskab.
Af Peder Ersgaard, Udgivet i Altinget den 7 marts 2022
Bestyrelsesmedlem, Dansk Præhospital Selskab
Der venter uden tvivl en meget stor opgave for at sikre patientsikkerheden i forhold til det præhospitale område. Mens manglen på ambulancereddere stiger, øges antallet af opkald til 112. Helt konkret betyder det, at hverdagen er hektisk og stressende for ambulanceredderne. Det er ikke unormalt, at man i ambulancen bliver kaldt op og spurgt, hvornår man kan være klar igen, selvom man stadigvæk har en patient i bilen eller kun lige er ankommet til hospitalet. Det er heller ikke unormalt, at man i ambulancerne kører 8-12 timer uden pause. Det betyder et langvarigt højt stressniveau i et i øvrigt højrisikojob, hvor hovedet altid skal holdes koldt og klart. Enhver kan sige sig selv, at det er svært, og flere ambulancereddere – nye som erfarne – går derfor ned med stress og forlader faget på grund af de dårlige arbejdsvilkår. Denne enormt store belastning på ambulanceredderne må og skal mindskes, så der bliver optimal tid til patientbehandling og restitution.
Ifølge Dansk Præhospital Selskab (DPHS) er det derfor nødvendigt med handling. Her skal der ses på både de langsigtede løsninger og de løsninger, som kan hjælpe her og nu.
Overordnet set handler det om fastholdelse af personalet i ambulancerne. I DPHS ser vi forskellige løsninger ved at fokusere på hele området – herunder AMK-vagtcentralerne. I takt med de flere opkald til 112 bør man opnormere de sundhedsfaglige visitatorer, så de har bedre tid til at vurdere og finde de rette løsninger i forhold til at hjælpe borgerne bedst. Der findes nemlig andre løsninger end blot at sende en ambulance. Eksempelvis kunne der rekvireres en anden form for transport (siddende eller liggende), et ekstra besøg af hjemmeplejen eller et besøg af egen læge eller vagtlæge, hvis situationen ikke kræver akut behandling eller indlæggelse.
Foruden en opnormering på AMK-vagtcentralerne bør der indsættes flere sygetransportbiler med yderligere beføjelser, ligesom samarbejdet mellem det præhospitale område, kommunerne og de praktiserende læger skal styrkes. I nogle regioner arbejder man med såkaldte præhospitale visitationsenheder, hvilket bør styrkes og udbredes til hele landet.
Vi vil også foreslå, at der i de enkelte regioner nedsættes arbejdsgrupper bestående af politikere, regionsledelse, entreprenører og ambulancepersonale. Grupperne skal se på ideer og forslag i forhold til fastholdelse af personalet og sikring af patientsikkerheden, da man gennem direkte dialog vil have bedre mulighed for skabe lokale løsninger.
DPHS mener desuden, at et større elevoptag på ambulanceuddannelserne vil have en positiv effekt og er oplagt i forhold til en langsigtet løsning. I den forbindelse er det dog vigtigt for os at slå fast, at eleverne ikke skal udnyttes i forhold til den nuværende personalemangel. Vi ser desværre flere steder, at man er begyndt at sende elever med ambulancerne som 2. mand på et tidligt tidspunkt under deres uddannelse. Det er ikke med til at gavne dem, og det er bestemt heller ikke med til at gøre hverdagen mindre stressende for det uddannede personale. For hvis man ikke har en sundhedsuddannet kollega til hjælp og sparring i ambulancen, vil det kun være den ene ambulanceredder, der står med patientansvaret på samtlige ture. Det giver sig selv, at det vil medføre et konstant hårdt arbejdspres, hvormed konsekvensen kan være flere fejl, dårligere patientbehandling og lavere patientsikkerhed.
At køre ambulance er som bekendt et højrisikojob. Ambulanceredderne ved ikke, hvad de kommer ud til, før de står på stedet. Derfor skal de være skarpe og have overblik. Ved hver eneste kørsel. Når antallet af 112-opkald stiger, og når personalet samtidig forlader jobbet på grund af arbejdspresset, er der grund til handling. Arbejdsmiljøet skal forbedres nu. Ikke bare for ambulancereddernes skyld, men altså også af hensyn til patientsikkerheden.